Multihuset i Stouby

Foredrag for fuld hus

                                                                    

 Alle har en historie at fortælle, her er en af mine - om Vejlefjord.

 

Foredrag i Multihuset i Stouby 09 april 2013

 

 

Jeg vil begynde med at sige velkommen til alle, der er mødt frem, og som har svigter en hjemme aften foran fjernsynet til fordel for arrangementet her. Jeg føler, at  det ikke er nødvendig at jeg præsentere  mig selv, da arrangørerne Stouby sogn  menighedsråd og Stouby Lokalarkiv har gjort så stort et arbejde, for at publicere min komme, så jeg føler mig verdensberømt i hele Bjergeherred med omliggende sogne. Her i aften vil jeg fortælle om en periode, der ligger fra 60 til  70 år og mere tilbage i tiden, om min barndom på egnen, om mine tanker og min ideer og om min familie. Tak fordi jeg måtte komme. 

 

 

Tiden hvor bøgen sprang ud, var  for mig, der var omgivet af  bøgeskoven på alle sider, noget helt specielt. For så blev underskoven tæt, og duften af nyudsprungne bøgeblade var over det hele.

Der var ikke noget, der var skønnere, end at knuge en håndfuld bøgeblade, og stikke snuden ned i håndfulden og lugte  at foråret var kommet.

 Så da vi stod og manglede en smule hæk i vores have i Rødbyhavn, hvor vi har boet siden 1969, skulle den være af bøg. For jeg  ville følge med i bøgens cyklus, som jeg havde  gjort det som barn. Jeg var blevet ”bøgetræsmiljø skadet”.

 Jeg plantede vores nye bøge hæk  oven på fjernvarmeledningen, der gik ind til huset,  i den naive tro at den så ville springe ud før alle andre bøge i Danmark, da den altid ville have varme rødder, den ville slå Munkebjerg bøgen med flere uger. Men nej, bøgen springer først ud når den vil, når varmen er i luften, og lyset er  til stede.. Bøgehækken  i vores have sprang ud den 28 april i år.

 

Området der hørte til Vejlefjord Sanatorium er på knapt 45 ha. Her af blev de 69 ½ td. købt af grevskabet Frijsenborg. I 1896 blev handlen afsluttet, og skovstykket blev betalt med 40.000 kr.

 

Husmandsstedet Over Rønholt på 8,5 tdl. nord for skovgrænsen samt  husmandsstedet Himmerigs gården nede ved fjorden på 3 tdl. Begge jordstykker blev erhvervet umiddelbar efter indvilgelsen af Sanatoriet i 1900.     

 

Arealet omkring Himmerigs gården blev gjort til gartneri med drivhuse, hvor der var produktion af grøntsager og blomster til Sanatoriet, og overgartneren fik funktionærbolig i Himmerrigshuset, det gamle stråtækte bindingsværk hus, der havde været husmandsstedets bolig.

 

I min tid hed overgartneren Bojesen. Før ham hed han Flint. I gartneriet var ansat en fire til fem mennesker bl. a. gartner Schönnemann.    . 

 

Jeg synes det var en skændsel, at Jysk NS byggede denne rædselsfulde cementkasse af en funktionærbygning i det gamle gartneri. Området var et af de smukkeste steder i Danmark , hvilket fremgår af navne som Himmerigsbakken, Himmerigsgården og Himmerigsskrænten, Dansk Naturfrednings Forening har sovet godt i timen, men måske  har Jysk Nervesanatorium JN slet ikke søgt om tilladelse, men bare bygget.   

 

Da Over Rønholt blev købt, blev der tilplantet med frugttræer og -buske, således, at Sanatoriet  var selvforsynende med frugt og grønt. De bygningerne som fulgte med i købet blev funktionærbolig. I min tid boede 2. maskinmester Ryager og arbejdsmand Åge Pedersen i stuehuset.

 

Stald bygningerne  blev brugt til svineopdræt, der  blev passet af Åge Pedersen. Svinene levede fortrinsvis af madaffald fra Sanatoriets køkken. Opdrættet var lagt således tilrette, at man

                                                                                                                                                                                 

kunne slagte hver tredje uge, og svinekødet indgik i Sanatoriets husholdning. Øvrigt kød blev købt en gros.

 

Da Jysk Nervesanatorium (NS) overtog stedet, blev de 8½ tdl. land solgt fra til gården Rønsholt Krog, og det dobbelte stuehus og staldbygninger blev revet ned.

 

Mælk  til Sanatoriet blev i min tid leveret som rå mælk fra gården Rønsholt Krog , gården havde en tuberkulose fri besætning, men i de første år af Sanatoriets levetid, blev mælken leveret fra husmandsstedet Banken, der ligger i skovgrænsen østen for det, der var Over Rønsholt jorde.

  

Begrænset af Sortevejen i øst og Grønnevejen i vest, skovgrænsen i nord, og fjorden i syd. Det var vores det hele, følte vi, her havde vi vores steder og hemmeligheder, og der var ikke  et sted vi ikke har været, vi havde frihed under ansvar, hvor friheden var noget vi tog os,  ansvaret så vi stort på, for det var ikke alt vi lavede, der  tålte dagens lys. Men vi beskæftigede os selv. .Der blev gravet en masse huller og bygget utallige huler.

 

Sortevejen er stykket fra det første sving af nedkørslen til Vejlefjord fra Donnerhuset, og som forsætter mod Himmerrigshuset.

 

Grønnnevejen er vejen, der går fra det sted, hvor Strandhuset lå i det vestlige del af Lange linie til Evalds bakkens top oppe i Landet. Både vesten for Grønnevejen og østen for Sortevejen er skovene i dag under Randbøldal skovdistrikt. Da vi boede på Sanatoriet, hed det Boller Skovdistrikt.

 

I skoven var anlagt stier, af forskellig sværhedsgrad, da frisk luft og motion var en stor del af kuren mod tuberkulose de første mange år.

 

I skov en var der 3 hytter, hvor man kunne søge læ for dårlig vejr. Hytten på Evalds bakken oppe  ved skovgrænsen ved gartneriets frugtplantage på Over Rønholts jorde.  Himmerrigshytten  lå på bakken mellem maskinmesterboligen og gartneriet. Den sidste hytte ved Kongens Nytorv, der hed hytten ved Reisz vej.

 

Den hed ikke ”Kys mig straks hytten”, der er et navn som man har har givet den i Jysk  Nervesanatoriums perioden, ligesom skrønen om, at her mødtes kurgæsterne i en flirt med hinanden.

 

Meget blev forandret i JN periode, måske til det bedre, men man bør ikke tillægge skikke og falske  historier til en forgangen periode,  for historien er pure opspind. Udtrykket ”Kys

mig straks hytten” har et element af drilleri og konfrontation i sig, for mig ligner det en pietistisk dom over en periode, hvor religion ikke havde en alt dominerende betydning, men hvor det medicinske  og lægefaglige var i højsædet, og den afvigelse skulle der revses for.

Dermed være ikke sagt at religion ikke blev taget alvorlig i Sanatoriets tid, der blev bl. a. afholdt gudstjenester hver 14 dag i salonerne . af præsten fra Stouby Kirke. Jeg husker bl. a. Christian Karsetofte  og Fenger Eriksen.

 

Da der på sanatoriet var en del kur gæste, der var katolikker, fik de  jævnlig besøg af den katolske præst fra Vejle. Han var selvbefordrende de ca. 24 km. på en sofa cykel , og denne statelige mand, der i stor fart kom drønende ned af bakken til Sanatoriet i sin flagende sorte præstedragt og med kalot, var et fantastisk syn og til stor morskab for alle.

 

Til almindelig underholdning af kurgæsterne, var der ofte foredragsholdere der besøgte Sanatoriet, jeg husker bl. a. navne som Arne Falck Rønne, Jørgen Bitsch, K K Steinke og  Kaj Munck   

 

Da Sanatoriet fyldte 40 år, blev der ved siden af hesten på Kongens Nytorv plantet en jubilæums Eg, som skulle stå for eftertiden. Hvorfor gjorde man det? Fordi egen er et klogt træ, som man planter for at minde en særlig begivenhed. Utallige er de grundlovs – og  jubilæums ege der er plantet i det danske land. Men i hele perioden fra 1957, hvor Jysk Nervesanatorium tog over, og frem til 2011 fik Douglas plantagen lov til at kvæle Egen, så i dag stå der kun en vissen kæp. 

 

Egetræer skal have lys, men det viste JN ikke.

 

Især i hytten på Evalds bakken og i hytten ved Reisz vej, var der skrevet mange ”lokums” rim, og der er specielt et, jeg husker: Der lyder sådan her: ” Et spark på en port mirakler har gjort, et

spark i en lort har aldrig gjort stort”. Det var min mors næstyngste broder Alex ,der havde skrevet det, til stor fortrydelse for min moder, der var en smule snobbet, hun blev ved med at benægte dette forhold, for i hendes forestillings verden, kunne ingen af hendes slægt synke så dybt, ved at skrive dette  rim.  

 

I øvrigt blev Himmerrigshytten og hytten på Evalds bakken nedrevet i JN perioden. Hytten ved Reiszvej stod mange år endnu. Vist nok til 2006.

 

De oprindelige hytter på Reisz vej og Evalds bakken var skelettet lavet af  telefonpæle tykke grand rafter og imellem dem på højkant, var der almindelige  rafter, taget var brædder belagt med tagpap. Der var kun 3 sider, der var lukket, sydsiden med udsigten var hel åben. Hytterne var ikke særlig store vel 2 x2 meter med jordgulv, der var på  de 3 lukkede sider placeret simple bænke,  fastgjort til hyttens væge og med stolper, der var banket med i jorden.

 

Hvordan dette sted kunne være  et attraktivt sted at have en flirt, er uforståeligt.

 

De oprindelige hytter minder overhoved ikke om den designer hytte, der er rejst i forbindelse med at Real Danmark har givet støtte til reetablering af noget af kur og stisystemet på Vejlefjord. 

 

Hytten på Himmerigsbakken var af en helt anden konstruktion, den var Japansk inspireret i lighed med ventesalen ved dampskibsbroen. Den var åben til begge sider med en rude væg i midten og en                                                                                                                                                 

lang bænk på hver side, en meget smuk konstruktion. Desværre har jeg ikke været i stand til, at fremskaffe et billede af hytten. På luftfotoet af Vejlefjord Sanatorium fra 1947 kan man i nederste højre hjørne se en lys plet, det er Himmerigs hyttens tag.     

 

Da vi boede på Sanatoriet, var der 3 broer man skulle over, når man gik til Kongens Nytorv ad Vester Farimagsvej, Der er i dag kun 1 bro tilbage, den nyistand satte vinkel bro. De to andre broer gik over de små slugter, vest for den vinklede bro. De små slugter er i dag fyldt op med jord, og bækkene er blevet rørlagt. De tre broer kaldte vi Bukke Bruse broerne. Når vi gik over broerne så trampede  vi for at vække Bukke Bruse .

 

 

Spisesalen på Vejlefjord er noget helt særligt, og når man tænker på, at lokalet blev designet for over 100 år siden, så må man sige, at det lokale er tids løst, og noget af det smukkeste  jeg har set, en arkitektonisk perle, som jeg håber, ikke bliver forandret af en moderne oversmart arkitekten. Når man sidder her, føler man sig som et med naturen.

 

Spisesalen på Vejlefjord, der er husets største rum, blev der da jeg boede her, vist film hver onsdag kl. 1930.

 

Man havde ikke råd til særlige dyre og store film, så det man viste var fortrinsvis amerikanske B film, der  kunne leje billigt, - det er her hvor helten altid overlevede de værste strabadser, og til sidst får heltinden. Slutscenen i den slags film endte altid med, at heltinden og helten står et eller andet romantisk sted og synger  duet, hvor de erklærede hinanden deres kærlighed og hinanden evigt troskab.         

 

De scener gjorde altid et  stort og dybt  indtryk på mig som barn, så stort at jeg troede, at det at kunne synge duet, var en del af legen, når man skulle finde en partner. Mit store problem var, at jeg ikke kunne synge. 

 

Rolig blev jeg dog, da jeg blev opmærksom på, at mine forældre havde fået 7 børn, selvom de heller ikke havde en tone i livet.

 

Så det var nok ikke så galt endda.

                                                                                                                         

På sydsiden af sanatoriets  hovedbygningen er et lille trappetårn, der i dag er ”pakket” godt ind i den nye terrasse, hvor der i sin tid var en trappe ned til  liggehallerne, gangen går forbi vinduer så man kan se med i sanatoriets køkken. Her på reposen over trappen, var filmoperatørrummet, der var lavet et par lemme i vægen ind til spisestuen, hvor der  igennem den ene lem blev vist film, den anden blev brugt af operatøren som kikhul. Der var kun et fremvisningsapparat, så der var pause , hver gang operatøren skulle skifte film rulle. I alle de år jeg husker tilbage, var det fyrbøder Niels Madsen, der var operatør. Filmen blev vist på et rullegardin, der hang i det sydøstlige vindue i spisesalen.

 

Det var celluloid film, der blev vist, og celluloid er utroligt brandfarligt. Det skete da også en enkelt gang, at der gik ild i filmen og operationsrummet udbrændte. Niels Madsen sprang ud af det lille vindue, som er i trappetårnet, og ned på græsplænen, selvom afstanden fra vinduet og ned til jorden vel er over tre meter. Derefter blev vinduet gjort større, og der blev opsat en galvaniseret flugttrappe under vinduet. Men al det er væk i dag.    

 

I spisesalen blev der fast afholdt 3 fester om året. 1. marts og 26. september og jule aften.. Den 26. september var det fordi man afholdt fugleskydnings konkurrence, og så var det kongens fødselsdag. Altså Kong Christian den 10. der var født 1870 og døde i 1947 . Den 1. marts år 1900 er den dag sanatoriet, blev taget i brug, og  Sanatoriet blev indviet  På  de festaftner var højere funktionærer og deres børn til stede. Jeg blev så klædt i matrostøj, et forfærdelig  sæt der var lavet af seluld.  Seluld var tøj,  der under krigen blev lavet af alt mulig, bl. a. af  papirmasse og uld iblandet sellulose.

 

Det tøj var det rene tortur at gå med.

 

Den tredje fest vi deltog i, var juleaften, vi spiste tidligt aftensmad derhjemme  ved 16 tiden og holdt  juleaften, for når kl. var 1830, skulle vi alle ned på Sanatoriet og danse omkring juletræet og høre juleevangeliet.

 

 

Sanatoriet kostede dengang det blev bygget ca. 800.000 kr. Alle byggematerialer blev sejlet hertil.

 

Hvor de blev losset på  bådebroen,  der var forsynet med tipvogns spor.  Bådebroen lå for enden af slugten.  Sejladsen gik fra Vejle. Materialerne blev omladet til hestetrukne tipvogne, som blev trukket op af Skinnevejen til byggepladsen ca. 500 m fra fjorden. Alle større forsyninger kom de første mange år den vej, og fjord båden var den eneste forbindelse til Sanatoriet. Kørervejen hertil kom mange år senere.

 

Men det var før min tid.

 

Da huset her blev bygget for 113 år siden, var det top moderne indrettet. Eget kulfyret  fjernvarme-anlæg , elektricitets- og vandværk, telefoncentral, eget gartneri, til dels egen kødproduktion, tømre-, maler- smede- og saddelmagerværksted.  . Alt i alt var det et lille selvforsynede samfund..

 

Bygningen her blev forsynet med  bad og toiletter, dengang var det ellers kun noget man  havde de rigtig store steder.

                                                                                                                                              

Toiletterne var den gamle type, som kun huskes af os med nogle år på bagen, dem med  en vandbeholderen (cisterne) oppe under loftet, og når man skulle skylle ud, trak man i en kæde,  hvor  på vandet  skyllede ned i kummen fra cisternen med et ordentlig rabalder. I kædens ende hang et aflang cirkulær håndtag af porcelæn, der var sat en kraftig gummi ring på håndtagets tykkeste del. Så håndtaget ikke blev knust, hvis det under svingninger kom til at ramme vægen. På dette håndtag stod. ”Træk og slip”. De var lavet på Den Kongelige porcelæns fabrik, og skriften var den blå farve, som kun denne porcelæns fabrik kan lave den

                                                                                                                                                                    Man må på Sanatoriet have gjort sig visse tanker om toiletterne og folks ukendskab til denne

moderne anordning.  For på vægen ved siden af toiletrullen, havde man sat en brugsanvisning for klosettets anvendelse.

 

Instruktionen var skrevet med nydelig blå skråskrift på et hvidt porcelæns skilt,  også lavet på Den Kongelige Porcelæns fabrik.

 

Her stod: ”Træk i håndtaget efter klosettets benyttelse, pinde,  klude, vat ol. må ikke kastes i klosettet”.

 

Det var ordene, men  det  vanskelige var bare at ”og lignende”  var forkortet til ”ol”, og da jeg var barn og ikke kendte til forkortelser, var jeg i mange år overbevist om, at ”ol”. var en eller andet stort  udefinerbar,  unævnelig og uartig genstand, som man ikke kunne nævne ved sit rette navn, og derfor bare blev kaldt ”ol”.

 

 

På Sanatoriet var der en relativ lille arbejdsstab som passede skoven, stierne, bænkene og parken med hække, græs, prydbuske, og damme. Alt græs blev slået med le. Der blev fældet træer i skoven hver vinter. Der var ikke noget der hed motorkædesave dengang, man fælde træer med stortakkede skovsave, hvor der stod en skovarbejder på hver side af træer og trak i saven, og så anvendte man selvfølgelig store langskaftede skovøkser.

 

Willy Hansen og Oluf Rasmussen var skovarbejdere. Det var dem der fældede de store bøgetræer i skoven om vinteren med håndsave og skovøkser, det var et barsk job. Om sommeren gik de og skuffede stier eller slog græs med le.

 

Søren Sørensen var en anden arbejdsmand, han boede i Ællingegade. Så var der Alfred Winter en statelig herre,  ca. 1,90 m høj, bred og med cykelstyroverskæg.. Han havde været sergent i belægningsstyrken ved grænsen under 1. verdenskrig, en rigtig havemand, hans hustru hed Amanda, og de boede i Grund ved siden af skydebanen. Deres have var noget af det mest sirlige, jeg har set.

                                                                                                                                                        Søren Sørensen var en lille mand, måske 1,60 høj. Alfred Winter og Søren Sørensen  gik godt i spænd sammen, og derfor arbejde de næsten altid sammen.  Alfred Winther var den kløgtig, og han tog mange gange Søren Sørensen ved næsen, og  Søren fandt sig i det.

 

 

I inspektørboligen lå toilettet på 1. sal i nord enden af huset. Røret et støbjernrør med en radius på ca. 25 cm. fra toiletkummen, var blevet stoppet. Sørensen og Winther blev tilkaldt. og  de gravede et hul i jorden, hvor røret kom ned . Det gravede hul var ikke så stort, men det passede udmærket til Søren Sørensens statur. 

                                                                                                                                            

Røret blev fundet , skilt ad, og  man  opdagede at det var godt ”pakket” indvendig. ”Tag en stang og jag op i rør enden” råbte Alfred Winther, vel vidende, at Søren ikke havde en chance for at komme op af hullet, hvis der kom skred i sagerne. Og det gjorde der, hullet blev fyldt.

 

Det hed sig bag efter, at det var godt at Sørensen ikke havde haft hoved nedad.

 

 

Øvrige ansatte var maskinarbejdere Niels Madsen og Povl Madsen, der var ansat i maskinhuset med titel af fyrbøder, en reminiscens fra dengang Sanatoriet blev opvarmet med kul, og så var der snedker Jensen der boede i Vestergade og maler Josephsen der boede i et nybygget hus over for overlæge boligen oppe i Landet.

 

 

Husmandsstedet Banken Sanatorievej 22 et lille landsted fra 1850, her boede en overgang under 2. verdenskrig  journalist, modstandsmanden  og forfatteren Ole Juul. Det var ikke ham selv der ejede stedet, men hans hustru. Hun havde tuberkulose, og havde købt gården, hvor hendes mand boede under hendes indlæggelse.

 

Når man læser Ole Juuls biografi, ser man, at han på et tidspunkt er gårdejer ved Vejle. Dette ejerskab er Banken, på godt 3 tdl. som han ikke ejede. Jeg har før nævnt Banken som et lille landsted med en tuberkulose fri besætning, der i begyndelsen af sanatoriets levetid, leverede mælk til hertil.      

 

Juuls mest kendte bog i  offentligheden er de ”De røde enge” der blev skrevet på Banken, eller begyndelsen af bogen, blev skrevet her. Det kan godt være at andet er fortalt, bl. a., at den er skrevet i Sverige, men jeg har min broders ord for, at han har læst nogle udkast til bogen, mens Juul boede på gården. Juul flygtede til Sverige i 1943, og skrev bogen færdig derovre.  Den fik en enorm succes, vel fordi den var godt skrevet, men sikkert også fordi det var den første bog om frihedskampen,  der kom på markedet efter krigen. Juuls forfatter skab er omfattende, han nåede  at skrive over fyrre og tyve bøger og digtsamlinger. Af mere kendte værker var ”Det tossede paradis” der er filmatiseret med Dirk  Passer som filmens hovedperson,  det kvinde glade menneske  Thor Bukke      

 

Da Ole Juul boede på gården, blev den ikke drevet, han havde et par rideheste, der gik og græssede, og som han ofte red rundt på  i skovene,  og så havde han en gedebuk. Min broder, der på det tidspunkt var ca. 13-14 år , havde altid ønsket sig en gedebuk.. Ole Juul gav efter   for hans tiggeri, og en aften slæbte min broder stolt sit byttet hjem igennem skoven, ud af lågen i syd stykket af Bankens jorde  ved P Carl Petersens vej og ind ad lågen til inspektørboligen 500 m længere henne . Min broder havde godt nok på fornemmelsen, at dyret ikke ville være særlig velkommen, når han dukkede op med det, vores moder kunne ikke fordrage dyr, men skide være med det, tænkte han, han kunne jo bare lade være med og fortælle det til nogen. .

 

Nede i kælderen i inspektørboligen var der et rum uden vinduer eller anden form for ventilation. Det var oprindelig tænkt som et rum til vinteropbevaring  af rodfrugter. Rummet blev i daglig tale

kaldt ”det sorte rum”. Der lugtede  altid muggent og hengemt i dette rum, og derfor kom der aldrig nogen. Lyset var altid i stykker, men man kunne som regel skelne en smule, hvis døren var åben, og lyset var tændt i gangen. Den elektriske installation i kælderen var altid i stykker. Ledningsnettet bestod af stof ledninger, der var hæftet til glasklokker, oppe  under loftet. Hele ledningssystemet var

synligt og let tilgængeligt. Den elektriske spænding var på 110 volt jævnstrøm, lys var der ikke meget af. Det var et miserable system.

 

 Min broder Carl mente, at ”det sorte rum” hvor ingen almindeligvis kom, var som skabt til gedebukens nye hjem.

 

På et tidspunkt på aftenen havde min far forvildet sig ned i kælderen. Det var ikke et sted han almindeligvis kom, for der var ikke noget i kælderen han interesseret sig for. Men da døren til ”det sorte rum” stod på klem, kunne min far i det dunkle skær ser omridset  af et hoved med fip skæg og horn i panden.

 

I sin forskrækkelse over at møde nogen i kælderen, og samtidig med, at han anede omridset af den onde selv, der stod foran ham, udstøder han et gevaldig skrig.  

 

 

Historien om, at inspektøren havde mødt Satan nede i villaens kælderen, gik egnen rundt til stor morskab for folk, og især for købmand Yding, der altid var god for en historie om egnenes beboere.

 

Når han fortalte historien, slog han sig på lårene og grinede højlydt,  så man næsten ikke kunne forstå, hvad han fortalte.

 

Ole Juul flygtede til Sverige i 1943, og Banken blev solgt. Paradokset var, at ejendommen blev solgt til en tyskvenlig familie.

 

I familien der flyttede ind på ejendommen var en dreng på min alder, og  vi kom til at gå i skole i  sammen i Stouby. hos fru Møller. Forskole lærerinde Møller advarede os om, at tale nedsættende om tyskerne, efter at han blev en del af klassen.

 

Vi var ikke så gamle, men vi forstod noget af, hvad der skete omkring os, mine forældre talte aldrig om værnemagten. Værnemagten et ord der burde giver en antydning af  beskyttelse, men i min forståelse af ordet, er det blevet et skældsord  af værste skuffe.

 

Vi legede med drengen, og det tog mig vel kun 5 til 7 minutter, at gå fra vores hus i gennem skoven, samme vej som min broder Carl trak gedebuken fem seks år tidligere, for at nå op til Evalds bakken, hvor låge var ind til Bankens jorde.  Huset og staldbygningerne lå så lidt inde på grunden, men tæt ved hegnet og skovgrænsen, der var skellet mellem Sanatoriet og Banken.

 

Jeg havde en onkel, der var møbel snedker. Når han kom på besøg fra København, lavede han altid et elle andet stykke træ legetøj til mig. Engang lavede han et skjold af krydsfiner med på malet runde viking ornamenter, og med håndfæste på bagsiden som greb.  En klenodie at eje, når man boede i en skov,. hvor der færdes et utal af onde ånder, og skumle personer, der skulle bekæmpes med åben pande.

 

En dag var skjoldet forsvundet, og jeg havde faktisk glemt, at jeg havde ejet det!.

 

Jeg var gået op på Banken, og i vores leg var vi kommet ind i lade bygningen. Oppe under  loftet sad mit skjold, sømmet fast til en bjælke, under en svalerede. Skjoldet skulle forhindre, at svalernes ekskrementer havnede på en høvlbænk, der stod under reden.

                                                                                                                                                                                                    

Jeg som følte, at skjoldet rettelig tilhørte mig, hoppede resolut op på høvlbænken for at frigøre det fra loftbjælken. I det samme kom drengens bedstefar ind i rummet, og uden så meget som at sige et ord, stak han mig en hvinende lussing,  som jeg sent glemmer. Bedstefaderen var en stor, grov,

utiltalende og fåmælt person. Det var bedstefaderen som ejede stedet, og som har tilplantet grunden. med frugttræer.

 

Jeg skyndte mig hjem, ud igennem lågen ved P Carl Pedersens vej ved Evalds bakken, og jeg satte aldrig mere mine ben på ejendommen.    

 

Men det paradoksale var, hvorfor blev Banken solgt af en frihedskæmper af første grad, der måtte flygte til Sverige for ikke at blive taget af tyskeren, til en familie der sympatiserede med værnemagten?

 

 

Hvis vi kører ind i Stouby syd fra, lå vognmand Andersen på venstre hånd, så kom derefter  Arne Thomsens boghandel i det store hvide bindingsværks hus også til venstre. Ved siden af lå  Friises rutebiler, på den anden side af Vestergade gade , lå lidt oppe i gaden slagter Jensen. Vestergaards radio og cykelforretning lå skråt over for Friis. På den modsatte side, nabo til gade kæret  lå skotøjshandler Mille Jørgensen. Længere henne af gaden på venstre hånd lå bankfilialen, Buhl frisørsalon og kroen. Det var her vi gik på danseskole, stedet hvor vi havde vores første fysiske kontakt med det andet køn, og  hvor vi måtte kæmpe bravt om at tage føringen . Lidt længere henne lå Ydings købmands forretning,  og skråt over for lå Thomsens ligkiste snedkeri.

 

Efter vejen til Rosenvold på venstre side lidt tilbage lå Brugsen foreningen. Længere omme i byen, lå Stouby Møllevej, hvor møllen var placeret oppe på bakken. Mølleren og hans familie var meget religiøse, og det var på møllen, der blev afholdt søndagsskole.

 

Jeg husker da møllen havde vinger, men umiddelbart efter krigen blev de fjernet, der blev i toppen af det gamle mølle hus indrettet lyttepost til luftmelde tjenesten. Humoristiske tunger kalde derefter møllen for ” Kristelig lytterforening”. 

 

I   Borgergade lå skrædder Hilmar Krog, og på den modsatte side Kallundans købmandsgård: Lidt længere fremme i Borgergade, lå saddelmager Blirup og Peder Andersens bageri, og derefter på samme side lå smeden.

 

Over for Peder Andersens bageri blev i begyndelsen af halvtredserne afgivet et stykke jord til en fodbolds bane.  Men da der kun blev spillet kampe om søndagen, følte den gårdejer, der havde afgivet jorden , at jorden ikke skulle ligge ubenyttet hen, så han satte  kreaturer ud på marken ugens øvrige dage. Når kampe skulle spilles om søndagen, var der kokasser over alt. Spillerne blev så godt indsmurte  i komøg fra top til tå, og badefaciliteter var der var der ingen af.

 

Lidt længere ude af Borgergade lå Ragna og  Johannes  Olsens systue. Næsten nede ved Vejlevej på venstre side lå slagter Olsen og skråt over for købmand Jensen. På hjørnet af Borgergade og Vejlevej lå Kalvehaves frisør salon og i baghuset havde maler Thomsen sit værksted. Lidt længere ud af Vejlevej lå forskolen, hvor fru Møller regerede. Og hvor hun med sine historier gav fantasien vinger.

 

Det var hos fru Møller vi hørte sagnene om tilblivelsen af danernes rige. Om sagnkongerne   Om Palnatoke , Regner Lodbrog  om Hvideslægten og om Skjoldungerne Roar og Helge, om det var igennem denne historiske fortælling, jeg fik øgenavnet Helge sø  konge, eller det var dengang jeg forliste med en tømmerflåde i oprørt sø på dammen i præstegårdshaven i Gammelby. Hvor Carsten Mariager stod på bredden og godtet sig over min dukkert.

 

Det bliver aldrig opklaret.

 

Men helt dumme eller usynske var de nu ikke, de der gav mig tilnavnet eller øgenavnet Sø kongen - dengang  i første klasse, for senere hen  i livet kom jeg til at opleve en masse sø, vand og hav over hele verden , men konge blev jeg aldrig.

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Helge | Svar 10.08.2013 15.17

Hej Gunnar
Douglas plantagsen lå syd for "Kongens Nytorv" og tog lyset fra egen, lå mellem Vester Farimagsvej og H C Jacobæusvej, er i dag fældet.
Mvh

Gunnar (jeg kan ikke komme videre efter gran. | Svar 10.08.2013 12.58

En velfortalt historie. Jeg blev noget vildledt af gade-plads -og vejnavne på sanatoriets område, jeg har nemlig ikke her i byen kunnet få øje på de Douglasgran

Mogens Dam | Svar 28.04.2013 21.33

Tak for en spændende aften i Stouby den 9. april 2013
Spændende at "genhøre" din fortælling her på siden, Helge.
De bedste hilsner
Mogens Dam

Helge 28.04.2013 21.48

HEJ Mogens
Tak for din kommentar.
Ja, jeg lagde den på hjemmesiden i forgårs, og i dag har 23 personer søgt siden.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

06.01 | 22:00

godaften Lund godt nytår
som tiden dog bare går
længe siden vi har snakket
kommer næste uge til kaffen

...
04.12 | 20:34

tak for det du skrev Hr Helge Lund
kikker ind når jeg har en ledig stund
glæder mig dit selvskab er et fund
det vil jeg nye nu har jeg en grund

...
26.11 | 16:40

Kære Per, vi dig ofte ser
på vores vej i vort kvarter
Du er en poet
Det har vi set,
med mange velvalgte ord.
Kom og besøg os hvor vi bor?

...
25.11 | 22:07

På Strandagervej en morgenstund
Mødte jeg et ægtepar Hr og Fru Lund
Hr Lund sagde hej og sendte et smil
Sådan cykel og gående de har stil.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE