Historier fra Vejlefjord

Shapur Jamshed Dalal

 

Siden opdateret 20.05.2012

 

Der står en 7-årig  dreng på Bedstemors Bro, han er klædt helt i hvidt, og er meget brun i lødden. Han og hans familie stammer fra den indiske by Madras nuværende Chennai  Billedet er fra ca. 1929. Hans moder havde fået tuberkulose og hele familien med tjenerskab, barnepiger og chauffører, var rejst den lange vej til Vejlefjord Sanatorium(VFS), for at hun kunne blive helbredt. Moderen mrs. Jerbanoo Jamshed Dalal født Shapur Darasha i Bombay 09 november 1899, blev indlagt på Vejlefjord Sanatoriet. Familie med tjenerskab lod sig indlogere på Fakkegrav badehotel. Det var et farvestrålende menageri, det eneste der manglede, var nogle løv ædende indiske elefanter i den grønne bøgeskov på nord siden af fjorden, så var fantasiernes fantasi blevet opfyldt, og mere orientalsk kunne forestillingen ikke have været.  Familien var meget velhavende, Shapurs farfar havde været skatteopkræver for englænderne i Madras området, og Shapurs far var læge.

                       

For forståelsens skyld, hvorfor dette sceneri ved Sanatoriet, en opsummering af overlæge Johannes Gravesens CV. Han var på daværende tidspunkt overlæge på Vejlefjord Sanatorium. 

 

Overlæge Johs. Gravesen havde i 1913 været 2. reservelæge på VFS under professor Christian Saugmann. I 1916-17 var han amanuensis og assistent ved menighedssygehuset i Roskilde. Derefter 1. reservelæge ved VFS 1918-20. Sanatorielæge i missionens tjeneste i Indien 1921-23. Johs. Gravesens praktisering i Indien havde gjort Vejlefjord Sanatorium kendt på disse breddegrader. Efter Saugmanns død i 1923 rejser han hjem, der ude fra, og bliver udnævnt til overlæge på Vejlefjord Sanatoriet i en alder af 34 år. Gravesen hustru Ellen var i øvrigt født i Madras, som  datter af missionær dr. theol. L. P. Larsen.  

 

Shapur følte sig ikke særlig tilpas i Danmark. Der var så meget han ikke forstod, han som hele sit liv havde levet en meget beskyttet tilværelse, med klare retningslinier for hvad man kunne eller ikke kunne, og med en barnepige eller en tjener på hver finger. Men med  fælles kræfter og megen god vilje fra flere sider, blev han sendt hjem til min moder. Hendes to ældste børn var på alder med Shapur. Shapur var født i 1924 og var ¾ år yngre end min søster og godt et ½ år ældre end min broder. I det venskab kom han til at opleve en frihed, uafhængighed og selvstændighed, som et velhavende indisk barn aldrig ville opleve i Indien. Shapur talte hindi og urdu med deres indiske tjenestefolk, og engelsk med sin familie, og i løbet en måneder dansk med sine nye venner. 

 

Det var ikke ualmindelig, at kurgæster var indlagt på Vejlefjord i længere perioder, og ofte flere gange i livet, da tuberkulose havde en stor tendens til at vende tilbage, indlæggelser kunne være halve år. At blive helbredt med lys, luft, lettere motion, god mad og en sparsom medicinering, eller med operative indgreb som lungepustning eller elektrisk brænding af død lunge væv, var ikke særlig effektivt. At blive helbredt for ”den hvide død”,  lunge tuberkulose, var en besværlig og langsommelig sag, og dødeligheden var stor. 

 

På Sanatoriet var de ikke patienter eller indlagte, de var kurgæster!

 

Shapurs moder kom sig ganske langsom og efter ca. 1 år blev Gravesen og mr. Dalal enige om, at det italienske klima ville være godt for mrs. Jerbanoo Dalals helbred, og hele familien med tjeneste folk, minus de imaginære elefanter, rejste til Italien. 

 

Perioden i Italien blev kortvarig, mrs. Dalal fik lungehindebetændelse. Efter samråd med Gravesen rejste familien tilbage til Vejlefjord.

Mrs. Jerbanoo Jamshed Dalal døde den 4. september 1932 umiddelbart efter ankomsten til Vejlefjord. Hun blev begravet på Stouby Kirkegård, Stouby Sogn Bjerred Herred, i en alder af knapt 33 år og ikke brændt ved Ganges floden. Shapur talte nu hindu og urdu med tjenestefolkene, engelsk med sin familie, dansk med sin plejemor og  sine danske legekammerater Inga og Jens Christian. Italiensk som han havde fået lært sig i Italien , havde han ingen at tale med her i Danmark.                                       

 

 På det tidspunkt var en børnebog om en pind svine familie med pind svine far, pind svine mor og alle pind svine børnene  meget populær, og de tre hørte den adskillige gange som godnat historie.  Sharpur der havde sprogøre som ingen anden. Han råbte gerne efter sin far, når han skulle hjem til Fakkegrav om aftenen, ”farvel din gamle pind svine far”, og hans far nikkede altid anderkendende til sin søn, for alt andet lige, at han ikke forstod et klap af hvad Shapur sagde, men det var altid til stor morskab for Jens Christian, der i hvert fald ikke turde råbe den slags efter sin far. 

For at komme til Vejlefjord var der dengang 2 muligheder, hvilket var en bus fra Vejle eller Horsens. Fjordbåden var i treviderne holdt op med at sejle rutefart. Hvis man skulle fra Vejlefjord, var der også den lokale taxa vognmand Laurits Pedersen, der boede i et hus oven for bakken. Han udførte alt særlig transport, som f. eks at transportere funktionærens børn i skole eller tarnsport af kurgæster, der skulle på indkøb i Horsens eller Vejle.   

Dagen kom, hvor familien Dalal skulle tilbage til Indien. Den nære familie skulle køres af Lautits Pedersen, de øvrige i selskabet måtte tage bussen. Afrejsen var svær for Shapur, Inga og Jens Christian. Jens Christian trak Shapur til side, og sagde til ham, at når han gik ind af taxa døren, gik ham bare ud af den modsatte dør i den ande side, løb væk og gemte sig, så slap han nok for at komme til Indien. Så let gik det ikke.

 

2. verdenskrig kom, Indiens frigørelse fra England kom i 1947, og begivenhederne bevirkede, at der gik mange år hvor den fysiske kontakter imellem  Dalal og Lund familierne lå stille. Efter 1947 var det meget svært for indere, at få tilladelse til at rejse udenlands, grundet svære valuta problemer for den Indiske stat. Men i halvtredserne dukkede en ganske ung smuk indisk kvinde op på Vejlefjord. Hun boede hos os  en kortere periode. Hun gik i den traditionelle sari og havde en rød plet i panden, og så rigtig orientalsk ud, når hun gik rundt i den danske bøgeskov i sine spraglede gevander. Hun havde en hilsen med fra Shapur. Vi var overbeviste om, at det sikkert var Shapurs  kommende hustru. Men hans hustru blev hun aldrig.

 

Shapur blev ingeniør, og var ansat i tyske Siemens indiske afdeling. Han fortog flere forretningsrejser til Siemens hovedafdeling i München, hvor han altid havde plads i rejseplanen til at besøge sin danske plejemoder med eller uden hans indiske hustru. Det var altid en smule besværligt, for han elskede at komme uanmeldt, for pludselig stod han i entredøren.  

 

Første gang han besøgte mine forældre var i 1964. Mine forældre havde forladt Vejlefjord Sanatorium i 1957, da var Vejlefjord blevet solgt for den enorme sum af 7,5 millioner til Jysk Nerve sanatorium. Min fader havde fået ansættelse på Bispebjerg Hospital som leder Københavns Kommunes fællesvaskeri , og de havde fået en lejlighed på Charlotte Muncksvej  27, vejen der går langs med hækken ind til Bispebjerg Hospital, og som skærer hjørnet af mellem Tagensvej og Tuborgsvej . 

 

På daværende tidspunkt var jeg i Marinen og var chef på  Y kutteren Y 360, der var tenderfartøj for ubåds eskadren. Jeg var blevet indkaldt som værnepligtig året før, og som følge af min navigatoriske uddannelse, blev jeg taget som værnepligtig søløjtnant, og var indkaldt i 24 måneder fra 1963 til 65. 

 

Jeg var blevet sendt til Kongsøre, hvor jeg på Isefjorden  skulle slæbe skydeskiver for korvetten Triton. Triton klassen var en serie både på 4 stk. Bellona, Diana, Flora og Triton, som var bygget i Italien, derfor gik de under navnet spaghetti bådene, bådene var vist lidt af en misforståelse. På fordækket var der en 76 mm maskinkanon, der kunne affyre 70 skud /min beregnet til bekæmpelse af sø- og luft mål. Denne kanon var opbygget ligesom en tromle revolver, blot med den forskel, at der i kanonens tromle kunne sidde 14 skud i tromlen i en revolver 6 til 8 skud. Det var ikke krigsammunition med granater, der blev skudt med efter disse flydende skydeskiver, der var monteret på en tømmer flåde, som vi slæbte gennem vandet efter os, og projektilet en stor klump metal på ca. 6 kg, kom rygende gennem luften med en hastighed på ca. 1000 m/sek. Ammunition til en 76 mm, dvs. ammunitionen har en diameter på 76 mm.

 

                                                            

 

Disse italienske kanoner var ikke noget pressions instrument i sig selv, og korvetten havde lige hejst kommando, så der var nye og urutinerede folk på alle poster til at betjene grejet. Jeg havde mine bange anelser. Skydningen gik faktisk godt, jeg blev ikke ramt, men nogle af skuddene kom rimelig tæt på.

 

Shapur havde meldt sin ankomst, og mine forældre havde kontaktet mig, for at vi alle kunne spise middag sammen på Charlotte Muncksvej. Chefen på korvetten havde samme aften inviteret til middag i officers messen på Triton, og lod mig forstå, at hans invitation gik forud for alle andre invitationer. Han sagde det ikke direkte, men hvordan kunne en simpel reserveløjtnant stille sig på bagbenene og ikke bare parerer ordre. Jeg deltog i middagen på korvetten, og alt endte som den slags middage altid gjorde, chefen fik for meget at drikke, og det endte med, at vi skulle sidde og hører på alle han ufejlbarligheder. Og jo længere festen varede jo mere pinlig blev det. 

 

Næste morgen skød Triton det første skud, anden affyring blev en ”klemmer” hvilket bevirkede, at ladningen var blevet afskudt uden resultat, og patronen havde sat sig fast i tromlen. I fredstid må kanonen ikke røres i en bestemt tidsperiode. Det var slut med at skyde mere, og chefen på Triton fortalte over radioen, at nu sejlede de herfra Isefjorden, og han takkede for min indsats.  Jeg var ikke længe om at aflevere skydeskiven på marinestationen, hvorefter jeg sejlede til Holmen. Jeg nåede herefter at møde Shapur på anden aften af hans første besøg hos mine forældre, nogle og tredve år efter, han havde forladt Vejlefjord med sin familie omkring 1932.

 

Han kom en del gange, hvor han bl. a. sammen med min søster rejste til Stouby for at få sløjfet hans mors grav, den mor som han knapt nok kunne huske. Jerbanoo Dalals grav findes derfor ikke mere på Stouby Kirkegård. En anden gang kom han med sin hustru, hvor hele familien skulle samles på Stege kro for at fejre en rund fødselsdag, hustruen og Shapur blev så inviteret med, og vi havde alle en fornøjelig dag sammen.     

 

Man puslede med tanken om, at min moder skulle besøge hans familie i Indien, men tanken blev ikke udført i praksis.

 

I 1987 modtog min moder et brev fra en sagfører i Madras, her stod: Shapur Dalal er afgået ved døden. Da man åbnede hans testamente blev sagføreren pålagt at underrette fru Karen Lund,  Charlotte Muncksvej 27 om, at hendes plejesøn Shapur Dalal var gået bort i en alder af 63 år.

 

Min moder døde 7 år senere, hun blev knapt 94 år.  

 

Børn og barnlige sjæle, der går tur i skoven ved Fakkegrav tidlig om morgnen, mener på varme dage, at kunne høre en pusten og trampen af store dyr, det er indiske elefanter der fouragere i underskoven.

Det er ganske vist for jeg har selv hørt dem  

 

Efterskrift af 20.05.2012

 

Fra anden side blev jeg gjort opmærksom på, at Mrs Jerbanoo Jamshed Dalals gravsten stadig eksisterede på Stouby kirkegård som gravsten nr 681. Den står i et depot sydøst for koret. I maj måned 2012 tog jeg derover, og fandt stenen ved graverens hjælp.

 

Teksten på stenen lyder:

 

Mrs Jerbanoo Jamshed Dalal

Born 9. November 1899

Died 4. September 1932

 

She made friends whereever she went.

He wanted a friend and there she went.

                                      Sorab

 

Stenen var en marmor plade, der havde stået på kirkegården i knapt 80 år, med lidt god vilje kunne skriften læses. På toppen af stenen havde siddet en bronce figur, men den var fjernet. Figuren havde ætset en lys stribe ned over marmorpladen. 

 

Men det piner mig stadig, hvorfor blev Jerbanoo Dala ikke kremeret og taget med til Indien og strøet ud i Ganges floden?

 

Familien var hinduister af hele deres hjerter. For den dag hun døde, stod 4 af hendes nærmeste slægtninge og afsagde bønner hele natten ud i hvert sit verdenshjørne. Bønnerne blev afsagt af Shapurs far, hans bedstefar og en fætter, det sidste navn er mig ikke bekendt. 

 

 

 

Gravsten fra nedlagt grav nr. 681 Stouby kirkegård Bjerred herred Stouby Sogn.  Stenen som den ser ud i dag, vejrbidt efter 80 år, men stadig læsbar.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Steff Ejlertsen | Svar 11.04.2013 11.12

Tak for et flot foredrag i Stouby om vores Vejle Fjord og for inspirationen til at besøge Stouby kirkegård for at se gravstenen. Godt at være hjemme igen.

Helge 11.04.2013 21.04

Hej Steff
Tak for at du var i Stouby i tirsdags, og at jeg fik hilst på dig, tak for dine bøger som jeg glæder mig til at læse. MVH

Maren Mørk | Svar 28.03.2013 23.36

Jeg var medarbejder på Kildebjerget fra 1960 til 1969. Spændende at høre om den lille indiske dreng.

Helge 29.03.2013 09.17

Hej Maren
Tak for din anerkendelse

Mvh

Steff Ejlertsen | Svar 28.03.2013 14.50

Kære Helge. Vi har mødt hinanden på Kildebjerget - og vi ses igen den 9. til dit foredrag i Multihuset. Jeg har en af mine bøger om den tid med til dig.

Helge 28.03.2013 16.43

Hej Steff
Jeg glæder mig til at hilse på dig

Steff Ejlertsen | Svar 28.03.2013 10.36

Tak for en flot historie. Jeg var dreng på Kildebjerget 1951-1961 og er dybt taknemlig for minderne jeg tog med fra den tid. Tak også for dine gamle billeder.

Helge 28.03.2013 14.36

Hej Steff
Måske har vi mødt hinanden, Tøfner lavede ungdomsskole på Kildebjerget i halvtredserne, og der kom jeg.

Helge Lund | Svar 24.03.2013 18.59

Hej Marianne

I 50serne kom vi meget på Kildebjerget, der var en ungdomsklub, men min familie forlod Sanatoriet i 57. Jeg kom ud og sejle i 55.

Marianne Jessen | Svar 24.03.2013 15.16

Hej Helge lund
Jeg er opvokset oven for Sanatoriebakken - mine forældre blev forstanderpar på Kildebjerget i '62, og det er herligt at dykke tilbage dertil.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

06.01 | 22:00

godaften Lund godt nytår
som tiden dog bare går
længe siden vi har snakket
kommer næste uge til kaffen

...
04.12 | 20:34

tak for det du skrev Hr Helge Lund
kikker ind når jeg har en ledig stund
glæder mig dit selvskab er et fund
det vil jeg nye nu har jeg en grund

...
26.11 | 16:40

Kære Per, vi dig ofte ser
på vores vej i vort kvarter
Du er en poet
Det har vi set,
med mange velvalgte ord.
Kom og besøg os hvor vi bor?

...
25.11 | 22:07

På Strandagervej en morgenstund
Mødte jeg et ægtepar Hr og Fru Lund
Hr Lund sagde hej og sendte et smil
Sådan cykel og gående de har stil.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE